Hvad er en branchekode?
Som fødevarevirksomhed kan du hente hjælp til din egenkontrol i en såkaldt branchekode. En branchekode kan betragtes som en generel retningslinje for, hvordan egenkontrolprogrammet kan bygges op i en given branche. Branchekoden suppleres med virksomhedens egne procedurer. Omfanget afhænger af, hvor meget virksomhedens aktiviteter afviger fra det generelle udgangspunkt.
Myndighederne kender til branchekoderne og ved, at der står en faglig organisation bag. Det betyder mere gennemsigtighed og ensartethed ved kontrolbesøgene. Samtidig er du som virksomhed sikker på, at baggrunden for din egenkontrol er opdateret, og du har faglig opbakning, når myndighederne spørger ind.
Branchekoderne bliver overordnet vurderet af Fødevarestyrelsen i dialog med den relevante brancheforening/interesseorganisation. De fleste branchekoder er webbaserede i eSmiley. Brugerne supporteres som en del af medlemsskabet af den organisation, der har ansvaret for materialet.
DSM Consult vejleder og rådgiver medlemmerne om veterinær- og fødevareforhold og kan være behjælpelig med at forstå reglerne og kommunikere med myndighederne. Herudover rådgives der bl.a. om hygiejne, mærkning, import, eksport, listeria og salmonella.
DSM Consult kan gå ind i konkrete sagsbehandlinger og projekter og være høringspart, når det gælder ny lovgiving og fødevareforlig. Desuden samarbejdes der med andre brancherepræsentanter, så I som medlemmer er klædt bedst muligt på.